Forskellige lånetyper - Annuitetslån, serielån og stående lån

Forskellige lånetyper
Magne Frost
Magne Frost Offentliggjort 15.10.2024

Introduktion

Når man leder efter et lån - uanset om det er et bil-, bolig- eller forbrugslån, så er det vigtigt at vide hvilken betydning lånetypen har for din økonomi. Det ser vi nærmere på i denne guide til de mest almindelige lånetyper.

Hvorfor er det vigtigt at kende forskel på lånetyper?

Det er vigtigt fordi lånetypen har en betydning for de renter der løber på samt hvordan du afdrager det lånte gebyr samt etableringsgebyrer. Den måde tilbagebetalingen er skruet sammen på har en direkte betydning for din økonomi og dine skatteforhold.

Hvilken lånetype passer til din økonomi?

Det afhænger af hvad du prioriterer højest. Du skal se på fordelene og ulemperne for hver lånetype for at kunne afgøre hvilken type lån der passer bedst til dig. Overordnet set kan man sige, at annuitetslån passer bedst til dig, som har brug for meget forudsigelighed, mens serielån og stående lån kræver lidt mere overblik - især når der er tale om lån på større beløb som i sagens natur vil have en større indflydelse på din økonomi. Er dit mål fx at nedbringe restgælden hurtigere end det er muligt med et annuitetslån skal du vælge et serielån. Er dit mål omvendt at begrænse det beløb du skal betale hver måned i en periode, så kan et stående lån, som fx et realkreditlån med afdragsfrihed i en periode, være det bedste bud.

Annuitetslån

Rigtig mange lån udbydes som annuitetslån. Annuitetslån bruges ofte i forbindelse med bank- og realkreditlån, men mange større eller mindre forbrugslån udbydes også som annuitetslån.

Hvad er et annuitetslån?

Et annuitetslån er et lån der betales tilbage med lige store intervaller i hele lånets løbetid. Typisk er ydelsen præcis den samme gennem hele løbetiden, mens fordelingen mellem renter og det afdrag der betales på gælden varierer.

Fordele ved et annuitetslån

Det er en stor fordel at du ved præcis hvor meget du skal af med til hver termin (typisk hver måned). Det gør det nemmere at lægge et budget og giver en god tryghed i din økonomi.

Ulemper ved et annuitetslån

Har du et fast forrentet annuitetslån er det muligt, at du kunne være sluppet billigere, hvis du havde valgt et variabelt forrentet lån. En anden ulempe kan være, at der ikke er nogen periode med afdragsfrihed, hvilket kan være en fordel i visse situationer. Det kan fx være tilfældet ved et boliglån, hvis du er ved et etablere dig og forventer at komme til at tjene flere penge senere.

Eksempler på annuitetslån

Boliglån

Et fast forrentet realkreditlån med afdrag er ofte et annuitetslån. Især ved boliglån som typisk er på meget store beløb er det vigtigt at være opmærksom på hvordan betalingen af renter og afdragene på hovedstolen fordeler sig. Når du optager et annuitetslån vil en meget stor del af ydelsen til at begynde med være renter og en mindre del vil være afdrag. Senere vil det være omvendt. Det har både en betydning for skattefradrag, som vil være større i starten og for restgælden, som vil være længere tid om at blive nedbragt end det er tilfældet med serielån, som vi taler om senere i denne guide.

Billån

Et billån er også et meget typisk eksempel på et annuitetslån. Her gælder det også, at du først betaler mange renter og afdrager langsomt på hovedstolen, mens du senere betaler færre renter men større afdrag på hovedstolen. Det betyder i praksis at din udgift til lånet efter skat bliver større over tid.

Serielån

Hvad er et serielån?

Et serielån er et lån med en variabel ydelse; du betaler det samme i afdrag, men renteudgiften falder undervejs, da restgælden som der løber renter på bliver mindre over tid.

Fordele ved serielån

Du betaler det samme afdrag på gælden ved hver termin, og det er dermed nemt at overskue hvor langt du er med afbetalingen af restgælden. Det betyder også, at du nedbringer restgælden hurtigere end med et annuitetslån, og du betaler dermed mindre i renter samlet set. Det betyder også, at ydelsen på lånet bliver lavere over tid, så har du plads i dit budget til at afdrage ydelsen fra start giver det en vis tryghed, da du kun vil komme til at betale mindre over tid.

Ulemper ved serielån

Den helt store ulempe ved et serielån er, at det er dyrere i starten, hvor du måske har færre penge til rådighed end senere, særligt hvis det er et lån du optager, mens du er ved et etablere dig og kan forvente at tjene flere penge senere hen.

Eksempler på serielån

Realkreditlån

Mange realkreditlån udbydes som annuitetslån, men hvis du mener, at et serielån vil være attraktivt - når du tager fordelene og ulemperne herover i betragtning - så er det værd at undersøge muligheden for at få et serielån frem for et annuitetslån.

Erhvervslån

De fleste erhvervslån optages i den bank, hvor virksomheden er kunde. En del erhvervslån ydes som serielån, som ligesom alle andre serielån har den fordel at restgælden nedbringes hurtigere og renteomkostningen dermed er lavere. Så hvis virksomhedens budget kan håndtere en variabel ydelse, så kan et serielån være at foretrække.

Stående lån

Hvad er et stående lån?

Et stående lån er et lån, som er afdragsfrit i hele løbetiden. Du afdrager altså først hele det lånte beløb ved den sidste termin. Ved de andre terminer betaler du kun renter. Typisk vil løbetiden på et stående lån være relativt kort, men der kan være undtagelser.

Fordele ved stående lån

Da hele afdraget først skal betales ved den sidste termin har du mulighed for at spare op til at indfri lånet. Det kan være en fordel især ved lån med en kortere løbetid, hvor der er tale om et mindre lånebeløb. Se mere om fx kviklån længere nede i denne guide.

Ulemper ved stående lån

Den helt store ulempe ved stående lån er, at du skal af med hele afdraget, som jo altså kan være rigtig mange penge, ved den sidste termin i låneperioden. Det skal man tage højde for, når man optager et stående lån. Men når det er sagt, så kan der være gode grunde til at vælge et stående lån.

Eksempler på stående lån

Nogle realkreditlån har en periode med afdragsfrihed og her kan man tale om, at det i den periode er et stående lån. Et andet eksempel er et forbrugslån, som kan ydes som et stående lån, typisk i tilfælde hvor løbetiden er forholdsvis kort.

Kviklån

Kviklån er typisk lån med en meget kort løbetid fx 14 dage til tre måneder. Her kan du drage fordel af afdragsfriheden i perioden til at få skrabet pengene sammen, som du manglede da du skulle ud og betale for fx et køb eller en reparation, som du måtte optage et lån for at dække. Det giver mulighed for at få et par lønchecks ind på kontoen inden det lånte beløb skal betales tilbage.

Du kan læse mere om og sammenligne alle kviklån her.

Afdragsfrie realkreditlån

Man kan vælge et afdragsfrit realkreditlån. Et realkreditlån på 30 år kan fx være afdragsfrit i de første ti år. Det betyder reelt at lånet er sammensat af flere forskellige lånetyper, fx stående lån i de første 10 år, hvorefter det bliver til et klassisk annuitetslån. Du betaler altså kun renter i de første ti år og oplever derefter et stort spring i den ydelse du skal betale efter de ti år, hvor du også begynder at afdrage på gælden.

Hvordan vælger du den rigtige lånetype?

Sammenligning af lånetyper

Det er svært at sammenligne forskellige lån på tværs af lånetyper, så i stedet kan det være et godt udgangspunkt at man først gør sig klart hvilken lånetype man går efter. Sammenlign forskellige lånetyper ved at se på ydelsen samt hvordan renter og afdrag fordeler sig og find ud af hvilken der virker som den bedste for dig.

Overvej din økonomiske situation

Når du overvejer de forskellige typer lån, så er det en god idé at tage din økonomiske situation med i overvejelserne. Har du brug for meget forudsigelighed og et fast budget? Eller har du mere luft i økonomien og dermed plads til variable ydelser? Tør du satse på, at du kommer til at tjene flere penge end du gør nu? Alle disse spørgsmål er værd at overveje, når du skal vælge hvilken lånetype du mener er den rigtige for dig.

Opsummering

  • Den primære forskel på annuitetslån, serielån og stående lån

    Den primære forskel på de tre lånetyper er, hvordan du afdrager dem. Et annuitetslån giver forudsigelighed, da du oftest betaler samme ydelse hver måned, men først betaler mange renter og et lidt mindre afdrag og senere betaler færre renter og mere i afdrag. Du får altså et større rentefradrag i starten. Med et serielån er afdraget på hovedstolen det samme i hele løbetiden, mens renterne bliver færre, da beløbet der løber renter på hele tiden bliver mindre. Med et stående lån betaler du kun renter i hele lånets løbetid og indfrier derefter hele hovedstolen ved den sidste termin.

  • Find ud af hvilken lånetype der passer dig bedst

    Du skal tænke over, hvordan din økonomi passer til de forskellige måder at afdrage et lån på og så vælge det lån der passer bedst. Her er det især vigtigt at overveje om du har brug for forudsigelighed eller kan håndtere variable ydelser, og om du forventer at få et højere rådighedsbeløb på sigt, hvilket kan gøre et stående lån attraktivt.

Yderligere læsning

Relaterede nyheder og artikler.

Ofte stillede spørgsmål

Ja, på en måde! Det du kan gøre, er at du kan konvertere et lån. Det betyder i praksis at du opsiger det eksisterende lån og optager et andet til at indfri det med og på den måde er det muligt at skifte fra en lånetype til en anden.

Boliglån er typisk annuitetslån, men nogle realkreditlån kan være serielån eller stående lån (normalt som lån med afdragsfrihed i de første fx 10 år). Annuitetslån har den fordel, at det er nemmere at budgettere med afbetalingen, men gør du dit hjemmearbejde ordentligt, kan det sagtens være, at du kommer frem til, at det er en anden lånetype, der passer bedst til dig.

Magne Frost

Magne Frost

Sidst opdateret 22.10.2024

Magne Frost er ansvarlig udgiver hos Kreditium siden 2024 og står bag en stor del af de anmeldelser og artikler, du kan læse her på siden. Magne har en grad i journalistik og har tidligere skrevet flere uafhængige økonomiblogs. Med en stor interesse for personlig økonomi og opsparing bidrager Magne med stor forståelse for forbrugerkreditter i Danmark.