Rettigheder som låntager

Er du på vej til at tage et lån – eller måske har du allerede ét? Uanset hvad er det en rigtig god idé at sætte dig ind i hvilke rettigheder, du har som låntager. Det er nemlig altid en god idé at sørge for at være velinformeret, når det gælder lånevilkår, og det uanset om du er på vej til at tage eller allerede har et lån.

I denne artikel gennemgår vi de rettigheder, Kreditaftaleloven giver dig som låntager i Danmark – dine rettigheder er hovedsagligt knyttet op på tiden før og efter indgåelse af en låneaftale.

Kend dine rettigheder som låntager: Kreditaftaleloven

Formålet med Kreditaftaleloven er at beskytte danske forbrugere, især ved indgåelse af kreditaftaler. En af måderne, loven gør det på, er ved at sikre gennemsigtighed på det danske lånemarked og sørge for, at det er enkelt at sammenligne forskellige låneudbyderes lånetilbud. På den måde beskytter loven desuden forbrugerne mod at indgå ugennemsigtige låneaftaler, fordi den kræver, at væsentlige oplysninger skal være lettilgængelige og tydeligt fremgå.

En del låneudbydere forsøger at markedsføre basale lånerettigheder som særligt gunstige vilkår. Med et grundigt indblik i dine rettigheder kan du vide, hvornår en låneudbyder reelt bare tilbyder dig det, der er påkrævet af dem, forklædt som noget helt særligt for lige præcis deres lånetilbud. Det giver dig en bedre forudsætning for at sortere i lånevilkår og finde frem til de långivere, der reelt tilbyder dig ekstra gode lånevilkår.

Lånerettigheder under lånets indledende fase

Med "lånets indledende fase" henvises der til den del af låneprocessen, hvor du sætter dig ind i og eventuelt beslutter dig for at ansøge om et lån ud fra dets lånevilkår. Det gælder især i forhold til långiverens markedsføring af lånet såvel som de oplysninger, du har krav om at få under lånebehandling og som del af en eventuel låneansøgning.

Dine rettigheder i forhold til oplysninger om lånet

Som forbruger i Danmark har du inden indgåelse af en låneaftale krav om at få de oplysninger, “der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsen af en kreditaftale” (Kreditaftaleloven kapitel 2, § 7 a). Enhver låneudbyder er altså forpligtet til at give dig de oplysninger, du som forbruger har brug for, så du kan sammenligne lån og finde det, der passer bedst til dine lånebehov.

Nedenfor gennemgår vi alle de oplysninger, der ifølge Kreditaftaleloven er nødvendige i denne henseende – men først og fremmest starter vi ud med de oplysninger, du især kan forvente at blive oplyst om allerede inden tilbud om en konkret låneaftale:

  • Lånetype

    Ifølge Kreditaftaleloven er der krav om, at lånetypen tydeligt skal fremgå af långiverens lånetilbud. Det gælder i forhold til, hvorvidt der er tale om et lån uden krav om sikkerhed eller ikke, og om det er et online- eller banklån.

    I tilfælde af krav om sikkerhedsstillelse skal du også have besked om, hvad det gælder; eksempelvis om lånet skal sikres i værdien af et bilkøb, fast ejendom eller anden større værdigenstand.

  • Lånebeløb og betingelserne for at udnytte lånet

    Som en del af låneudbyderens markedsføring af lånet vil du som regel kunne forvente at få at vide, hvilket lånebeløb du kan blive tilbud og hvorvidt der er begrænsninger på, hvad du kan bruge lånet til – det sidste gælder dog kun, hvis der er tale om lån med krav om sikkerhedsstillelse.

  • Lånets løbetid

    Her gælder det, at du skal have besked om, hvor lang løbetid du kan blive tilbudt på det specifikke lån, fra mindst til maksimal løbetid.

  • Omkostninger: Årlige omkostninger i procent (ÅOP)

    Du vil som regel kunne forvente, at låneudbyderen oplyser et lånetilbuds forventede ÅOP allerede inden tilbud om en egentlig låneaftale. Her er der tale om et overslag, fordi lånets årlige omkostninger i procent i sidste ende afhænger af lånebeløb og løbetid. Det er ikke desto mindre en rigtig god rettesnor, fordi lånets samlede omkostninger inklusive oprettelses- og administrationsgebyr er medregnet i dette procenttal for, hvor stor en del af dit lån du årligt skal tilbagebetale.

    Det er desuden værd at bemærke, at maks. ÅOP på lån, der må markedsføres, er 25 %.

Vigtigt: Omkostninger i forbindelse med misligeholdte lån indgår ikke i lånets samlede omkostninger. Et låns oplyste ÅOP indebærer alle omkostninger under forudsætning af, at du tilbagebetaler dit lån i overensstemmelse med låneaftalen. Eventuelle omkostninger, der måtte opstå i forbindelse med manglende betaling af dit lån, indgår således ikke.

Her kan du læse mere om, hvad der gælder for beregning af et låns ÅOP.

En kreditvurdering skal indgå i behandlingen af låneansøgninger

Ifølge Kreditaftalelovens § 7 c er der krav om, at låneudbyderen skal foretage en kreditvurdering på baggrund af "fyldestgørende oplysninger", der enten oplyses af dig eller opnås gennem søgning i relevante databaser.

Skulle din låneansøgning blive afvist på baggrund af søgning i en database, har du krav på at blive underrettet omgående om resultatet af den pågældende søgning. Dertil kommer, at du også har krav om at få nærmere oplysninger om den aktuelle database.

Kreditvurdering – en rettighed for dig som låntager

Det virker ikke nødvendigvis oplagt, at en kreditvurdering er en af dine rettigheder som låntager. Men tænk på, at formålet med en kreditvurdering er at finde frem til din forventede evne til at tilbagebetale et lån. Hvis en kreditvurdering af din økonomi tegner et billede af, at du med høj sandsynlighed ikke vil have råd til at tilbagebetale det ansøgte lån, må långiveren ikke tilbyde dig lånet.

På den måde giver dette krav dig indirekte ret til beskyttelse mod at optage lån, som du reelt ikke har råd til at tage.

Yderligere oplysninger, som du har krav på at få at vide

De ovenstående oplysninger kan du som regel forvente at finde som en del af den pågældende låneudbyders markedsføring af et lån. Hvis ikke, skal du som minimum få dem oplyst i et eventuelt tilbud om en låneaftale, og de anses altså også for at være nødvendige for at kunne tage en informeret lånebeslutning:

  • Navn og adresse på aftaleparterne.
  • Debitorrente og hvilke betingelser, den er omfattet af – eksempelvis hvad der gør sig gældende i tilfælde af ændring af renten.
  • Lånets totalomkostninger beregnet på tidspunktet for indgåelse af låneaftalen. Alt, hvad der lægger til grund for beregningen af totalomkostningerne, skal desuden angives.
  • Betingelser for tilbagebetaling: Beløb og hyppighed.
    Her vil der som oftest være tale om oplysningspligt i forhold til hvilket beløb, månedsomkostningerne er på.
  • Oprettelses- og administrationsgebyrer – såfremt der er nogen. Som tidligere nævnt skal de desuden være medregnet i lånets ÅOP.
  • Den gældende sats for morarenter og måden, denne sats tilpasses på, og eventuelle omkostninger i forbindelse med misligholdelse.
  • Manglende betalinger: Oplysninger om hvad følgerne er, hvis du stopper med at tilbagebetale dit lån.
  • Fortrydelsesret og eventuelle forudsætninger.
  • Førtidig tilbagebetaling, hvilket indebærer, at du har ret til at tilbagebetale dit lån før endt løbetid.
  • Oplysninger om resultatet af databasesøgninger i forbindelse med din kreditvurdering.
  • Ret til at få udleveret en kopi af udkastet til en låneaftale efter anmodning og uden ekstraomkostninger.
  • Oplysninger forud for låneaftalen; hvor lang tid oplysninger, der er afgivet forud for låneaftalen, er bindende for långiveren.
  • At du til enhver tid har ret til at få udleveret en amortiseringsplan, der omhandler den resterende afvikling af dit lån. En amortiseringsplan er en oversigt over din restgæld for resten af lånets løbetid, komplet med renter, ydelse og afdrag.

Lånerettigheder efter indgåelse af låneaftale

Efter indgåelse af en eventuel låneaftale har du også flere rettigheder, der er sikret af Kreditaftaleloven. Det drejer sig især om følgende:

  • Obligatorisk ventetid på 48 timer før indgåelse af låneaftaler om kortfristede forbrugslån
  • Fortrydelsesret
  • Oplysninger om ændringer ift. debitorrenten
  • Ret til førtidig tilbagebetaling

Obligatorisk betænkningstid på 48 timer

Ifølge Kreditaftaleloven har du som forbruger krav på to dages betænkningstid fra det tidspunkt, du har modtaget lånetilbud om et kortfristet forbrugslån. Skulle du have accepteret og underskrevet låneaftalen inden da, må långiveren stadig ikke regne din accept som gældende, før de 48 timer er gået: "Kreditgiveren må alene anse forbrugerens accept af et tilbud om kortfristet forbrugslån for gyldig, hvis accepten er afgivet tidligst 48 timer efter kreditgiverens afgivelse af tilbuddet" (Kreditaftaleloven, § 8 c.).

Ifølge § 8 c, stk. 2 må långiveren desuden ikke kontakte dig efter fremsendelse af tilbud om et kortfristet forbrugslån.

Kreditaftalelovens § 8 c betyder i praksis, at långivere ikke må anse en låneaftale om et kortfristet forbrugslån for at være gyldig inden for 48 timer efter afsendt tilbud om låneaftale. Ved ansøgning om et kortfristet forbrugslån skal du altså som minimum påregne 48 timer før låneaftalen kan være gældende, og før du kan få udbetalt dit lån.

En større del af de forbrugere, der er interesserede i kortfristede forbrugslån, prioriterer og efterspørger lån med kort udbetalingstid. Derfor er der mange låneudbydere på det danske marked, som i stedet tilbyder kortfristede lånealternativer til forbrugslån, i form af eksempelvis kassekredit.

Fortrydelsesret

Når du indgår låneaftale om et forbrugslån har du 14 dages fortrydelsesret. Det gælder fra den dag, hvor du har godkendt og indgået den tilbudte låneaftale, eller alternativt fra den dag, hvor du modtager vilkår og betingelser for lånet.

Vælger du at benytte dig af din fortrydelsesret, skal du altså gøre det inden for denne frist. Her er det vigtigt, at du sørger for at sende en skriftlig meddelelse om din fortrydelse inden fristens udløb, og at du gør det efter de anvisninger, som långiveren har givet dig. Ifølge Kreditaftaleloven kan din fortrydelse anses for gyldig, når du kan dokumentere, at du skriftligt har meddelt om fortrydelsen indenfor fortrydelsesfristens udløb.

Ved tilbagebetaling af det lånte beløb skal låneudbyderen tilbagebetale eventuelle gebyrer, som du måtte have betalt ved indgåelse af lånet.

Sådan overholder du din del af fortrydelsesretten

Du skal efterfølgende tilbagebetale lånebeløb og eventuelle renter for den tid, der er gået fra du indgik lånet og til din fortrydelse af det.

Ved rentefrie lån har låneudbyderen mulighed for at opkræve et beløb i forbindelse med din fortrydelsesret. Før denne mulighed kan gøre sig gældende, skal långiveren have givet dig besked om det pågældende beløb – og med Kreditaftaleloven i hånden har du krav om, at dette beløb skal være rimeligt i forhold til størrelsen på lånebeløbet.

Underretning om ændringer ift. debitorrenten

Ifølge Kreditaftalelovens § 9 skal långiveren underrette om enhver ændring af den debitorrente, der fremgår af låneaftalen. Det skal foregå skriftligt og før ændringen træder i kraft.

Långiverens skriftlige besked om ændring skal desuden indeholde oplysninger om, hvordan den nye debitorrente kommer til at påvirke tilbagebetalingernes størrelse.

Førtidig tilbagebetaling

Ifølge Kreditaftalelovens § 26 har du til enhver tid ret til helt eller delvist at tilbagebetale dit lån. Det betyder, at du har mulighed for at foretage større tilbagebetalinger eller helt tilbagebetale det fulde lånebeløb før tilbagebetalingsfristen.

Ved delvis tilbagebetaling skal du have reduceret totalomkostningerne for dit lån i forhold til renter og øvrige omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.

Långiveren kan som udgangspunkt ikke opkræve gebyrer eller anden form for betaling i forbindelse med førtidig tilbagebetaling. Den eneste undtagelse er lån med fast debitorrente, hvor Kreditloven giver mulighed for at opkræve en mindre kompensation.

Ret til at klage

Sidder du tilbage med en oplevelse af, at dine lånevilkår ikke lever op til det, du reelt har krav på? I så fald har du til enhver tid ret til at klage. Det gælder også, hvis din långiver bryder låneaftalen, eller du i øvrigt oplever andre former for urimelige forhold.

Et første trin vil være at henvende dig til din långiver med din klage. Oplever du ikke, at du bliver mødt, er der flere forskellige instanser at henvende dig til alt efter hvilket område, klagen drejer sig om:

  • Forbrugerombudsmanden

    Har en långiver brugt rentesatser og øvrige tal til at markedsføre lån uden samtidig at give de førnævnte lovpligtige standardoplysninger, vil det eksempelvis være Forbrugerombudsmanden, du skal rette henvendelse til. Det gælder også ved vildledning om lånets rente og øvrige omkostninger. Du kan også rette henvendelse til Forbrugerombudsmanden hvis der er långivere, der markedsfører lån med en ÅOP på mere end 25 %.

    Her kan du desuden henvende en klage, hvis långiveren ikke har foretaget en kreditvurdering af dig i forbindelse med indgåelse af låneaftale af dit lån.

  • Finanstilsynet

    Ud over Forbrugerombudsmanden kan du også henvende dig til Finanstilsynet med klager over långivere, der ikke overholder kravet om at foretage kreditvurderinger.

  • Det finansielle ankenævn

    Hvis din långiver hører under et pengeinstitut er det blandt andet her, du kan rette henvendelse med en klage.

  • Mæglingsteamet for Forbrugerklager

    Har du en låneaftale hos et finansieringsselskab, som er etableret i Danmark, kan du henvende din klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.

Lånerettigheder – første skridt på vejen til et lån

Selvom Kreditaftaleloven kan virke som lidt af en bøvlet omvej for dig, der gerne vil tage et lån her og nu, er det ikke desto mindre et rigtig godt sted at starte. I Danmark er der nemlig omfattende lovgivning på låneområdet, og Kreditaftaleloven har især til formål at sikre, at du har de bedste forudsætninger for at kunne vælge det rigtige lån.

Loven sætter strenge krav til oplysningspligt og giver dig således et rigtig godt sammenligningsgrundlag, når du skal finde det helt rigtige lån. Den sætter desuden krav til långivere om, at deres vilkår i en eventuel låneaftale skal fremgå klart og tydeligt.

Med Kreditaftaleloven i hånden er du godt klædt på til at sikre, at du:

  • Ved hvilke oplysninger, der er væsentlige i forhold til valg af lån.
  • Kan sammenligne dig frem til det bedste lån i forhold til dine lånebehov.
  • Har gode forudsætninger for at undgå overraskelser i din låneaftale.
  • Ved, hvad du som minimum har ret til i forhold til fortrydelse og tilbagebetaling.
  • Har gode klagemuligheder.